Dokumenter
Spørgsmål & svar
Hvad skal jeg være opmærksom på inden operationen?
Vi anbefaler, at du har læst informationerne her på hjemmesiden inden forundersøgelsen. Skulle du have spørgsmål, kan du skrive dem ned mens du læser, og medbringe dem ved forundersøgelsen.
Til forundersøgelsen har du ret til en bisidder. På den måde sikrer du, at du ikke overhører vigtige informationer, som du får i forbindelse med forundersøgelsen.
Hvad sker der til forundersøgelse?
Forundersøgelsen starter med, at du får en snak med plastikkirurgen om eventuelle ønsker du har omkring indgrebet. Efterfølgende vil du blive undersøgt, så det kan afgøres, hvilken behandling der vil give de bedste resultater. Når dette er bestemt, vil du blive informeret om forløbet fra før til efter indgrebet.
Bemærk, at resultaterne efter et kosmetisk indgreb ikke er vedvarende. Her vil aldringsprocessen, graviditet, rygning og vægtøgning påvirke resultatet over tid.
Du får mindst en uges betænkningstid efter forundersøgelsen, før den endelige aftale om operationen er gældende. Vi anbefaler total rygestop 4 måneder før og efter operationen.
Hvad skal jeg være opmærksom på, på operationsdagen?
Fedtsugning af hage og kæbelinje foretages typisk i lokalbedøvelse. Hvis du er meget nervøs for indgrebet, kan du tilvælge en rus eller såkaldt sedation som du kan læse mere om.
Når du møder i klinikken får du taget før billeder, hvis de ikke allerede foreligger. Når du har fået anvist din seng, kommer kirurgen og foretager optegninger på huden og her kan du evt. også stille de sidste afklarende spørgsmål til forløbet.
Bandage og plaster
Du skal efter operationen bære en komprimerende hovedbandage, denne skal du anvende som følgende:
1.uge: døgnet rundt.
2. uge: 16 timer/døgn.
3. uge: 16 timer/døgn.
4. uge: kun om natten.
Kompressionen er meget vigtig for det endelig resultat. Gazen der er påsat under bandagen, kan fjernes efter et døgn og er anlagt for at suge evt. væske. Det inderste plaster skal ikke fjernes og ved bad kan disse blot duppes tørre.
Vi anbefaler at du benytter microporeplaster på arrene i 3 måneder.
Smerter
Du får en smerteplan med hjem som instruerer dig i hvilken og hvor meget smertestillendemedicin du skal tage. Vi giver medicin med til de første par dage, hvilket som regel er nok. Såfremt du har behov for yderligere smertestillende, kan vi udstede en recept, som kan benyttes på alle apoteker. Man vil have lette forbigående smerter, i de første dage efter operationen og man kan have behov for smertestillende medicin. I langt de fleste tilfælde er det tilstrækkeligt med Pinex.
Følgevirkninger og risici
Føleforstyrrelser:
I de første måneder efter operationen er det normalt at opleve forskellige føleforstyrrelser i form af stikken, prikken og jag. Dette forsvinder og du får normal følesans efter 3-6 måneder.
Blødning:
Det er normalt at du i dagene efter operationen kan udvikle blå mærker, men en operationskrævende blødning er derimod sjælden.
Infektion:
Der kan, sjældent, opstå en overfladisk sårinfektion som er kendetegnet ved rødme af huden, typisk omkring de 3 kanylehuller. En sådan overfladisk infektion behandles effektivt med antibiotika. Du skal naturligvis kontakte os, såfremt du har mistanke om infektion.
Ar:
Arrene er umodne (røde til blålige) i op til 12 måneder efter operationen, hvorefter de bleger af. En sjælden komplikation (under 1%) er en hyper reaktivt arvævsdannelse som giver et tykt og uskønt ar. Dette kaldes keloid og tilstanden kan behandles med enten silikoneplaster eller indsprøjtning af et medikament kaldet Kenalog. Det er vigtigt at du informerer os om, hvis du tidligere i livet, har oplevet uskøn ardannelse i huden over fedtsugningen. Det er individuelt, hvor godt huden, trækker sig
sammen efter en fedtsugning. Sammentrækningen provokeres af selve fedtsugningen, men faktorer som mangelfuld brug af kompressionsforbindingen, alder, rygning, mængden af suget fedt, påvirker hudens evne til at trække sig sammen henover. Vi kan derfor ikke udstede nogen garanti for at huden trækker sig helt sammen henover fedtsugningen.
Sol:
Beskyt arret mod sollys vha. solcreme faktor 30 eller derover, særligt i det første år.
Hvad sker der under operationen?
Selve operationen tager omkring 1 time. Det bruges ofte 3 adgange til fedtsugningskanylen under hagen og bag begge øreflipper. Du får lagt lokalbedøvelse i huden, svarende til adgangene. Herefter fyldes hele sugefeltet med en opløsning af lokalbedøvelse, adrenalin og saltvand. Man venter derefter 10-15 minutter, til virkningen er sat ind. Når lokalbedøvelsen virker, udføres fedtsugningen. Når fedtsugning er overstået, sys, limes eller plastres de små huller i huden sammen og du får anlagt plaster (micropore) og noget sugende gaze øverst.
Hvad sker der lige efter operationen?
Lokalbedøvelsen virker i et par timer efter fedtsugningen og man har sjældent meget ondt ide første timer efter indgrebet. Ca 20-30 minutter efter operationen er overstået, er man som regel frisk nok til at komme hjem.
Kontrol, trådfjernelse og plaster
Du skal til kontrol efter 7 dage, hvor eventuelle tråde fjernes og man ser om det opererede område udviser de rigtige helingstegn. Hvis feltet er nydeligt, kan du overgå til at bruge bandagen 20 timer/døgn og der planlægges tid til afsluttende 3 måneders kontrol.
Hvis ikke feltet ser ud til at hele godt, skal du bruge hovedforbinding 24 timer/ døgn, 1 uge mere og komme til en ny kontrol.
Det normale forløb/hyppige kilder til frustration (HKF):
Efter 1. uge, hvor du begynder at holde pauser fra hovedforbindingen, vil du normalt begynde at inspicere operationsområdet. Du vil i ugerne der kommer, opleve at området kan ses bulet/puklet og med indtrækninger. Dette er helt normalt og skyldes væske som fortager sig uens alt efter tyngdekraften og vævets fasthed. Det er kun meget sjældent at der ses ujævnheder i det endelige resultat. I disse tilfælde tager vi stilling efter der er gået, mindst 3 måneder. I disse sjældne tilfælde tilbyder vi at korrigere ujævnheden ved et mindre indgreb.Dette er naturligvis uden beregning.
Fysisk aktivitet
Det er vigtigt at du lytter til din krop og undgår at lave bevægelser der gør ondt. Det opererede område, skal helst holdes over hjertehøjde (hvis det er muligt), 24/7 de første dage efter operationen for at modvirke hævelse. Det er endvidere en god ide at nedkøle det opererede område. Vi foreslår ca 10-15 minutter/time, i de vågne timer af døgnet de første 2-3 dage.
Sport
Du kan gradvist begynde at træne IKKE-OPEREREDE områder af kroppen, efter 2-3 uger, f.eks på motionscykel. Undgå dog belastning af de opererede områder. Løb og vægttræning efter 4 uger.
Start stille og roligt ud og øg vægt/intensiteten uge for uge. Hvis det opererede område bliver hævet og/eller spændt efter en træning er du gået for tidligt eller hårdt i gang, hold da en uges pause før du træner igen.
Bilkørsel
Man skal kunne køre bil på forsvarlig vis. Dvs at dit syn og synsfelt skal være normalt og du må ikke være hæmmet i dine bevægelser pga af f.eks. smerter.
Arbejde: Du kan forvente at genoptage stillesiddende arbejde efter 1 dag. Fysisk krævende arbejde kan genoptages efter 2-3 uger.
Bad
Du Kan ikke fjerne kompressionsbandagen, den første uge. Du må gerne bade det du kan med bandagen på og den kan tørres med en hårtørrer eller lufttørre. Hvis ikke du ønsker at gøre bandagen våd, må du etagevaske dig, indtil der er gået en uge og du har fået lov til at tage den af i forbindelse med badning. Plastret kan tåle at blive vådt, tør det med håndklæde eller hårtørrer.
Opdateret 27.04.2022 Version 2.0