Dokumenter
Artikler
Her vil der ligge nyttige artikler og links
Indlæg
Her vil der ligge indlæg fra os
Spørgsmål & svar
Introduktion
Filler er et produkt, som er designet til at skabe fylde. De er alle udformet som en slags gel, der sprøjtes under huden for at gøre sin virkning. Fillers kan være non-permanente, semi-permanente eller permanente. Permanente fillers kan være farlige og tilbydes ikke hos Warberg Klinikken. Den ikke-permanente type af filler er lavet med hyaluronsyre, og denne vi tilbyder hos Warberg Klinikken. Denne kommer som en gel, der skaber fylde i sig selv, men virker også ved at tiltrække vand til området, så huden gøres blød og fyldig, hvilket gør, at rynkerne reduceres eller forsvinder helt.
Den nødvendige mængde filler der skal til for at opnå det ønskede resultat, er naturligvis en individuel vurdering. Du vil ved forundersøgelsen få et overslag over den nødvendige mængde filler, som behandleren skønner er nødvendig for at nå det ønskede resultat.
Hvad sker der under behandlingen?
Inden behandlingen bliver du sprittet af, behandlingsområdet markeres, og der lægges eventuelt lokalbedøvelse. Herefter indsprøjtes filleren i det aftalte område, således at det bedst muligt virker som aftalt.
Tiden lige efter behandlingen
Efter behandling med hyaluronsyre bør du i dagene efter behandlingen ikke modtage behandling med peeling, laser eller ultralydbaserede behandlinger, da dette kan ødelægge hyaluronsyre behandlingens virkning.
Smerter
Der er stor individuel forskel på, hvor smertefuld behandlingen opleves. Generelt synes de fleste, at behandling af læber opleves værst. Dog vil bedøvende creme og eventuelt anvendelse af lokalbedøvende blokade eliminere smerterne. Det kan være en god ide at tage 1 gram paracetamol en time inden behandlingen. Efter behandlingen kan man de første par døgn tage 1 gram paracetamol hver 6. time.
Fysisk aktivitet
Du skal lytte til din krops signaler. Forekommer der ubehag eller smerte, skal du undlade den aktivitet, der fremkalder smerten. Du bør undgå at have hovedet under hjertehøjde.
Sport
Sport og træning bør undgås i det første døgn efter behandlingen. Sportsfolk og kvinder skal være opmærksomme på, at disse HA-produkter indeholder en aktiv komponent, der kan give et positivt resultat i en lægemiddelprøve.
Pool/havbad
Du må ikke bade i svømmehal, pool, hav eller sø de første 2-3 dage efter behandlingen.
Sovestilling
Du bør undgå at have hovedet under hjertehøjde.
Bilkørsel
Du vurderer selv, hvornår du kan køre bil igen. Det kræver, at du kan reagere optimalt i enhver situation.
Sol
Du bør ikke udsætte det behandlede område for kraftig varme, som sol inden hævelsen har lagt sig.
Arbejde
Du kan umiddelbart genoptage dit arbejde efter behandlingen.
Blødning
Der kan forekomme blå mærker og ømhed fra indstiksstedet på huden. Hvis du er i blodfortyndende behandling, er risikoen for blå mærker øget.
Infektion
Der er en lille risiko for infektion ved alle procedurer, der laver hul i huden. Infektion ses ofte startende som diskret rødme omkring et af indstikshullerne, som bliver tiltagende rødt. Hvis du oplever denne bivirkning, skal du omgående tage kontakt til klinikken. I langt de fleste tilfælde kan infektionen opdages og antibiotika behandles i opløbet uden større gener. I ekstremt sjældne tilfælde kan infektionen udvikle sig til enten en generaliseret infektion af hele området (phlegmone) eller til en byld, der i værste fald kan kræve kirurgisk behandling.
Holdbarhed
Hyaluronsyrefillerens holdbarhed er forskellig fra person til person. Holdbarheden afhænger også af, hvor det indsprøjtes. Læber: 6 måneder, Overfladiske rynker: 6 måneder, Kinder/kindben: 1-2 år, Området under øjnene: 1-2 år, underkæben 1 år.
Gener
Der kan forekomme stikrelaterede gener i form af ubehag, rødme, hævelse, smerte/ømhed, fasthed og blå mærker, som vil forsvinde i løbet af en uge.
Bivirkninger
Mulige bivirkninger kan være lette hævelser, ømhed i det behandlede område samt over/underkæbe og tænder, kløe, blå mærker eller misfarvninger samt øget følsomhed over for smerter. Disse bivirkninger forsvinder som regel efter et par dage. Hvis du har haft herpesudbrud i ansigtet, kan behandlingen provokere yderligere anfald. Du bør nævne dette ved forundersøgelsen, så du kan få en forebyggende behandling.
Asymmetri
Der kan opleves asymmetri og ujævnheder i det behandlede område, som oftest kan korrigeres og udglattes fuldstændigt.
Opdateret 30.11.23 Version 3.0